Ligander
Komplekser med samme kemiske formel kan have forskellig rumlig opbygning: cis/trans, fac/mer eller optiske isomerer. Isomerien kan ændre reaktivitet, farve og biologisk virkning. Cisplatin og trans-isomeren er et kendt eksempel på, at geometri er kemisk funktion, ikke blot tegning.
Koordinationstal
En ligand kan stabilisere bestemte oxidationstrin ved σ- og π-interaktioner. Stærke π-acceptorer kan trække elektrontæthed fra metallet, mens π-donorer kan ændre d-niveauernes rækkefølge. Derfor afhænger et metals redoxpotentiale ikke kun af grundstoffet, men af hele koordinationsmiljøet.
d-splitning
Koordinationskemi handler om komplekser, hvor et centralt metal binder ligander, som donerer elektronpar. Ligandernes geometri og elektroniske virkning splitter d-orbitalernes energier og påvirker derfor farve, magnetisme, redoxkemi og reaktivitet.
Høj- og lavspin
H₂O, NH₃, Cl⁻ og CN⁻ er klassiske ligander. Monodentate ligander binder gennem ét donoratom, polydentate gennem flere og kan danne chelatringe.
Ligander
Antallet af direkte donoratomer er koordinationstallet. Seks giver ofte oktaedrisk geometri, fire tetraedrisk eller kvadratplan, og to lineær. Metal, oxidationstrin og ligandstørrelse påvirker valget.
En ligand kan stabilisere bestemte oxidationstrin ved σ- og π-interaktioner. Stærke π-acceptorer kan trække elektrontæthed fra metallet, mens π-donorer kan ændre d-niveauernes rækkefølge. Derfor afhænger et metals redoxpotentiale ikke kun af grundstoffet, men af hele koordinationsmiljøet.